Risici

Vi trængte til at komme hjem til hostellet og slappe af. Det var aften i Dublin. Vi bevægede os igennem gaderne ned mod floden Liffey og var som sædvanlig meget opmærksomme på trafikken: At krydse gaden som fodgænger i Dublin, er med livet som indsats – hver gang. Men vi nåede da til et kryds lige ved floden, hvor vi alligevel tænkte: ”Åh, lyskurven lyser grønt, hvor er det fantastisk, at vi ikke skal være ved at dø af skræk for at blive kørt ned denne gang.”

Vi trådte ud på gaden. ”GET OFF THE ROAD!” Motorcykelbetjenten, vi havde set på den anden side af gaden, vinkede autoritært til os. Til højre for os, var en bus på vej hen mod os. Mit hjerte var ved at eksplodere i brystet på mig. Vi løb alt, hvad vi kunne og nåede over på det modsatte fortov, lige inden bussen drønede forbi os på millimeters afstand. Lyset var grønt!? Hvis man ikke engang kan føle sig sikker ved det, hvad kan man så? Jeg følte mig som i chok bagefter og kom til at tænke på flyturen til Dublin.

Jeg havde siddet i flyet og forestillet mig alle mulige skrækscenarier om turbulens og flystyrt. Jeg sad og gennemgik de sædvanlige overvejelser i mit hoved for at berolige mig selv: At fly var den sikreste form for transport, og de ulykker, der skete, var nogle man hørte om i nyhederne, ergo er det få ulykker i forhold til, hvor mange fly der flyver hver dag. Og når man så tænker på, hvor mange bilulykker, der sker, ja så skulle man jo i virkeligheden være mere bange for at sætte sig ind i en bil. Men som sædvanlig kom jeg også til at tænke: ”Men bilulykker kan være små. Hvis der sker en ulykke med fly, er man ret sikker på at dø.”

Man kan hurtigt komme til at tænke på, om det er det værd. Er det det værd at udsætte sig selv for fare hver dag og gå og være bange? Er det så ikke bedre at leve livet derhjemme i tryghed? Men kan man kalde det ”at leve livet”, hvis man aldrig løber en risiko? Lever man så, eller er man bare? Hvis det at køre i en bil er en risiko, så er det at gå på en trappe vel også? Man kan risikere at falde og brække nakken. Eller det at spise? Maden kunne jo være dårlig eller forgiftet ved en fejl. Og det er bare de små ting. Hvis ikke man tør løbe den risiko at sidde i et fly, i en bil eller på et skib, ville man aldrig få set et sted som f.eks. Dublin. Hvis ikke man tør bevæge sig rundt i trafikken, ja så ville man jo aldrig se noget! Hvilket indhold har man så i livet?

Kan man overhovedet LEVE livet uden en smule RISICI?

Dublins gader

Dublins gader er liv
Dublins gader er kolorit
Dublins gader er smalle og labyrintiske
Dublins gader er larmende og trafikerede
Dublins gader er decideret farlige til fods: Look right - look left
Dublins gader er floden, der flyder dovent igennem byen
Dublins gader er forretninger, caféer, museer, restauranter og pubber
Dublins gader er travle, tjekkede folk, der haster af sted
Dublins gader er skæve eksistenser med en lille skid på - eller en ordentlig bjørn - altid syngende
Dublins gader er sproget, den særlige tone, drums and pipes
Dublins gader er Molly Malone og River Dance, The Great Famine og Guinness i en skønsom, ubestemmelig, men fascinerende blanding
Dublins gader er liv og kolorit

Søvnmangel digt

Søvnmangel

Regnen drypper over Dublins gader,
Det er gråt og overskyet,
Jeg føler mig træt af turens gang,
og jeg føler mig træt af nattens festligheder

Den friske luft ved det regnfulde vejr,
skjuler ikke trætheden i mine øjne,

hvert eneste skridt jeg tager,
bliver bare tungere og tungere.

Jeg står nu halvsovende ved Nationalmuseet,
Larm fra storbyens instrumenter overdøver mit hoved,
Jeg føler en blokade for mine ører,
Jeg længes efter kroppens respons efter søvn.

Man indtræder i et inferno af smukhed,
jeg befinder mig i en ny verden,
en verden med stilhed og overvågning,
en våbenhvile i krigstid om man vil.

Der indtræder man nu,
på det helligste af Irlands historie,
et kæmpe areal med værdifulde ting,
Jeg kæmper for at finde fra A til B.

Jeg mærker smerten i mine fødder efter minutter,
jeg søger tilflugt fra tavshed og overklasse,
i den nærliggende Café hvor man finder et pusterum,
væk fra al det formelle, bare et øjeblik.

Med overvågningskamera og vagter, listes der på tå,
jeg vil jo ikke være til besvær bare fordi jeg er træt,
Jeg ville da lyve hvis ikke sengen var i tankerne,
Men ak opgaven må løses før det kommer på tale.

Mit hoved er ved at eksplodere,
af læsning af diverse fund fra gammel tid,
Mine tanker flyver rundt i lokalet,
koncentrationen er nærmest ikke-eksisterende.

Jeg ankommer til nye tidsaldre hele tiden,
med belægning og lys af en anden karakter,
en følelse af kirkegang med de flotte udsmykninger,
Alt er så flot og stort.

En glæde udspringer i mit hjerte,
tiden render ud og hjemturen er sat,
jeg ser et dejlig scenarie udspringe,
med en dyne, pude og jeg selv indblandet.

Hvor fanden er The Thomas House?

   Det at fare vild er ikke bestemt noget jeg synes meget godt om, men selvskabssko og mange misforståede kilometer er ikke en god cocktail. Spørgsmålet var bare: Hvor fanden er The Thomas House? Mit spørgsmål stillede jeg da ikke lige så direkte og uhøfligt til de flinke irere, men derimod på den obligatoriske ydmyge måde. De var flinke, hvorfor skulle jeg så ikke også være det? Jeg undrede mig meget over det overskud jeg blev vist fra irernes side i Dublin, sammenlignet med Danmarks optagede og reserverede måde at svare tilbage på. Gad vide hvad det er der gør irerne så meget flinkere end os danskere? Måske os danskere har et for stort ego, vi har måske nok i os selv? Hvor irerne derimod tænker mere på andre end sig selv, hvilket jeg også synes at os danskere burde gøre noget mere i.

   Man skal jo ikke gøre sig selv dummere end man er, men hvordan kan det lade sig gøre at gå så forvildet rundt uden at opnå sit så nogenlunde planlagte mål. Jeg tænker at når man har et kort, så burde det da være til at finde. Men samtidig vidste jeg ikke en dyt om hvor det var henne, jeg tænkte da at min makker og jeg bare ville tage det som det kom. Jeg vil da sige at irritationen var oppe at vende en smule, bare smerten i fødderne var som flintesten der lige så stille flækkede stykke efter stykke. Altså hvor langt kunne vi da lige have gået i alt? Jeg funderer over at tankerne lyder som fra en pessimistisk personlighed, men er jeg pessimist? Ja det kan man jo egentlig ikke selv svare på. Jeg tænker da at jeg ikke selv er pessimistisk, da jeg bare gik og håbede på i det mindste at finde The Thomas House, finde målet. Men helt ærligt, ved at spørge en masse indfødte om vej og så alligevel gå forkert en masse gange, det er sgu da for ringe. Det var måske også en stor chance for at The Thomas House ligger på Thomas Street, men det kunne vi jo ikke selv finde ud af og derefter finde på kortet.               

   Pubben The Thomas House med den særprægede punkkultur var jeg som efterforsker nysgerrig efter at undersøge, i dette miljø var der en bevidst og sikker forestilling om mennesker med stil af Rock’n’Roll, punk og Pin up piger. Størstedelen ville bestå af irer, som jeg havde oplevet flinke. Ved målet kunne der jo også være Udlandske besøgende lige som jeg selv og min makker. Disse personer vi ville møde på pubben ville være spækket med nitter, læder og højt vildt hår. Måske ville jeg få en følelse af en tidsrejse mod 1950’erne eller også 1980’erne. Da tænker jeg om disse typer ville være til at snakke med? Måske ville de være nogle hårde typer, som bare gerne ville være i fred. De ville helt sikkert også kunne være normale mennesker med en anderledes smag af tøj, som var lige så flinke som resten af den irske befolkning, men en opdagelse jeg i hvert fald gerne ville have opklaret. Håbet på at møde og måske snakke med flinke og rare irske punkere fyldte mit hoved. Da størstedelen af befolkningen helt klart tænker denne stereotypiske kliché:

   Punkere og personer lig dem af denne kultur og afskyelige væremåde, er bare nogle hårde negle. Dem skal man ikke komme for tæt på, man ved aldrig hvad de kan finde på! Uha, de har jo også tatoveringer op og ned af halsen og på fingrene, måske har de våben! De rander rundt med kæder, knive, pistoler og alverdens slagvåben. De vil helt sikkert gøre en fortræd! – Men vil de nu også det!?

   En bange anelse jeg har, at mange ældre og generelt mennesker af ældre generation har sådan et syn på mennesker af denne gruppe. Måske er det pga. grupperne i samfundet, lad os tage rokkere som eksempel. De er klædt på med motorcykellæderjakke, har oftest vildt hår eller måske endda skaldet med tatoveringer i nakken op over issen. De har deres eget rygmærke, som vise hvilken gruppe de stammer fra. Folk har en evig frygt for disse rokkere, denne gruppe anklages for at være farlige, da de også af og til er med i bandekrige osv. De skyder uskyldige mennesker, og det kommer i TV avisen. Befolkningen ser det, og stempler da automatisk folk med beklædningen hen af samme stil som de beskrevne rokkere. Folk med stil af punk, Rock’n’Roll osv. klæder sig efter deres musiksmag og ikke efter deres rokkergruppe. Men her kan folk måske ikke se den store forskel, og herved ses mennesker som er påklædt efter deres musiksmag, som er i den rå ende som nogle ”hårde negle”. Hvilken frustration for mennesker der bare godt kan lide denne stil, og gerne bare vil være accepteret som den man er, med den stil man godt kan lide.

   Efter de utallige adspurgte rare og flinke irer, fandt vi så endelige vores udsøgte mål, min makker og jeg. Herefter tager jeg min hånd til min pande: Hvorfor har jeg eller bare vi overhovedet ikke tænkt over, at The Thomas House højest sandsynlig ikke havde åbent omkring middag, men som en selvfølge tænkte jeg, at The Thomas House havde åbent da alle andre irske pubs havde åbent, da det var meget almindeligt i de dublinske gader. - Fuck de har lukket! Hvor dumme kunne jeg og min makker da for helvede lige være? 

Besøg på Guinness bryggeriet

En grum realisering

Åh panfløjte indianer
Hvorfra kommer dog din lyd?
Er det dine læber?
Eller er det hele snyd?

Åh panfløjte indianer
Din lyd er så unik
I et endeløst sekund
Er jeg fanget i din musik

Åh panfløjte indianer
På Henry Street du står
Og spiller på din fløjte
Mens polka-beatet går

Åh panfløjte indianer
Er jeg virkelig så dum?
Det er ikke dig der spiller
Realiseringen er grum

Åh panfløjte indianer
Nu bliver min verden sort
Du tager den på ren playback
Hold kæft hvor er du lort

En Ny Rejse

Nye omgivelser omgiver mig det

Nye sted jeg er ankommet for at få min

Nye chance. En ny begyndelse blandt et nyt folk med et nyt sprog,

Nye mennesker.

Nye indtryk presser på og leder min tankegang ud på vildspor, fører mig ind i
nye samtaler som sår
nye bekendtskaber blandt mine bekendte. Det giver udbredte, forbedrede og
nye muligheder.

Nyt venskab skaber nye uenigheder i enige fåreflokke. Det giver en uhelbredelig

ny usikkerhed hvor sikkerhed slår nye fejl.

Nye fejl

Nye tab

Nye følelser skaber ny forvirring i mit hoved.

Ny smerte. En svag men kontinuerlig smerte.