Indtryk fra Dublins gader.

Rapportere:

Centra:

Subjektiv

Følelsen af sult ramte vores maver, mens vi slentrede ned af Dublins gader. Vi var nærmest hungrende efter mad, da vi faldt over en ydmyg café, hvor vi besluttede os for at fortære en Club sandwich. Lugten af mad berusede vores sanser, mens vore øjne lænkes til de lækre retter. Dog kom skuffelsen da vi nåede ekspedienterne, eftersom deres ekspertise ikke kunne komme i øjenhøjde med Danmarks. Da der var blevet fortalt til dem, hvad vi ønskede forslog de dog færdige retter på køl, som ikke levede op til vores forventninger til frokost. Det var tydligt at ekspedienten blot ønskede at springe over vore gærede lavest. Det var vi dog ikke interesseret i og insisterede så igen på vore ønskede bestilling. Med endelig færdiglavet sandwich, drog vi igen ud på nye oplevelser i Dublins gader

Mennesker i gule veste:

Den rare mand, iført gul vest.

Vi søgte efter en vores poster, dog forgæves i starten, vi tog os sammen og spurte en mand der var iført en gul vest, vores opfattelse af ham var at han var en guide eller vagt. Efter vores spørgsmål til ham, svarede meget dybdegående og tilbød sin assistance, hvis vi senere skulle få brug for det. Denne positive oplevelse af den rare mand iført gul vest, gjorde at vi blev opmærksomme på de gule veste i bylivet. Senere fik vi igen brug for hjælp til posterne og søgte straks hjælp hos guidende/vagterne i gule veste. Endnu engang med stor succes, fandt vi det vi ledte efter, med hjælp fra mændene i de gule veste.

Dilemma angående lyskryds:

De mange lyskryds i Dublin skabte stor forvirring, for os, allerede den første aften, hvor buschaufføren formåede at køre overfor rødt 4 gange på turen til hostlet. I dag blev det vores egen tur til at opleve de kaotiske lyskryds, hvor rød ikke nødvendigvis betød stop. Teknikken i det er at, hvis et køretøj ikke køre er det stadig okay at gå, trods det røde lys. Selv, hvis der er et lille hul i den tætte trafik, ser de lokale sit snit til at krydse kørebanen.
Da vi pænt ventede på grønt signal observerede vi, hvordan en mand sad og grinte håndligt i en bil, fordi vi ikke bare gik over for rødt.

St. Stephen’s Green :

Svane familien på tur.

I St. Stephen’s Green park, forsatte vi vores søgen på Dublin Fusiliers Arch.
Vi travede langs med søen, der gik igennem parken. En svane familie fulgte os på vej.
Vi betragtede den lille familie, fra en udkigs pavillon. Da vi ville forsætte på vores søgen, faldt regnen smuk og fredeligt fra den grå himmel. De våde farverige efterårsblade og støvregnen dannede et idylliske billede af parken i Dublin. I centrum af parken lå springvandet hvor vi stødte på en masse forelskede par som gik rundt hånd i hånd på de hyggelige stier. På vejen ud af parken blev vi fulgt på vej af en flok duer som nærmest løb os i hælene indtil vi var nået til udkanten, hvor et lidt malplaceret men dog hyggeligt hus lå. Vi blev desværre nød til at opgive søgen på triumfbuen men parken er uden tvivl et besøg værd.

Starbucks.

Efter vi havde nået vores sidste post, var vi ved at være godt trætte i fødderne og havde brug for noget varmt til ganen. Vi fandt vej hen til den nærmeste Starbuck som vrimlede med mennesker. Man kunne godt mærke forskel på starbuck og den ellers normale kaffe-shop. Vi blev mødt af 3unge mennesker bag disken som spurgte efter hvad man skulle have og hvad ens navn var. Det skulle dog vise sig at det med navnene ikke var enkelt som man lige skulle tro. Amanda var forrest i køen og der var intet problem med hendes bestilling, så bestilte Charlotte, og ekspedienten skrev Shiela på koppen. Så bestilte Freja, og der blev skrevet Fire, så skulle Edel bestille og hun stavede sig frem til det korrekte navn, og til sidst fik Line lov at bestille og der blev skrevet Lain. Påtrods af det store navne kludderi  fik vi dog de rigtige bestillinger.

 Skrevet af:

Charlotte,Line,Amanda,Edel og Freja