Hvor fanden er The Thomas House?

   Det at fare vild er ikke bestemt noget jeg synes meget godt om, men selvskabssko og mange misforståede kilometer er ikke en god cocktail. Spørgsmålet var bare: Hvor fanden er The Thomas House? Mit spørgsmål stillede jeg da ikke lige så direkte og uhøfligt til de flinke irere, men derimod på den obligatoriske ydmyge måde. De var flinke, hvorfor skulle jeg så ikke også være det? Jeg undrede mig meget over det overskud jeg blev vist fra irernes side i Dublin, sammenlignet med Danmarks optagede og reserverede måde at svare tilbage på. Gad vide hvad det er der gør irerne så meget flinkere end os danskere? Måske os danskere har et for stort ego, vi har måske nok i os selv? Hvor irerne derimod tænker mere på andre end sig selv, hvilket jeg også synes at os danskere burde gøre noget mere i.

   Man skal jo ikke gøre sig selv dummere end man er, men hvordan kan det lade sig gøre at gå så forvildet rundt uden at opnå sit så nogenlunde planlagte mål. Jeg tænker at når man har et kort, så burde det da være til at finde. Men samtidig vidste jeg ikke en dyt om hvor det var henne, jeg tænkte da at min makker og jeg bare ville tage det som det kom. Jeg vil da sige at irritationen var oppe at vende en smule, bare smerten i fødderne var som flintesten der lige så stille flækkede stykke efter stykke. Altså hvor langt kunne vi da lige have gået i alt? Jeg funderer over at tankerne lyder som fra en pessimistisk personlighed, men er jeg pessimist? Ja det kan man jo egentlig ikke selv svare på. Jeg tænker da at jeg ikke selv er pessimistisk, da jeg bare gik og håbede på i det mindste at finde The Thomas House, finde målet. Men helt ærligt, ved at spørge en masse indfødte om vej og så alligevel gå forkert en masse gange, det er sgu da for ringe. Det var måske også en stor chance for at The Thomas House ligger på Thomas Street, men det kunne vi jo ikke selv finde ud af og derefter finde på kortet.               

   Pubben The Thomas House med den særprægede punkkultur var jeg som efterforsker nysgerrig efter at undersøge, i dette miljø var der en bevidst og sikker forestilling om mennesker med stil af Rock’n’Roll, punk og Pin up piger. Størstedelen ville bestå af irer, som jeg havde oplevet flinke. Ved målet kunne der jo også være Udlandske besøgende lige som jeg selv og min makker. Disse personer vi ville møde på pubben ville være spækket med nitter, læder og højt vildt hår. Måske ville jeg få en følelse af en tidsrejse mod 1950’erne eller også 1980’erne. Da tænker jeg om disse typer ville være til at snakke med? Måske ville de være nogle hårde typer, som bare gerne ville være i fred. De ville helt sikkert også kunne være normale mennesker med en anderledes smag af tøj, som var lige så flinke som resten af den irske befolkning, men en opdagelse jeg i hvert fald gerne ville have opklaret. Håbet på at møde og måske snakke med flinke og rare irske punkere fyldte mit hoved. Da størstedelen af befolkningen helt klart tænker denne stereotypiske kliché:

   Punkere og personer lig dem af denne kultur og afskyelige væremåde, er bare nogle hårde negle. Dem skal man ikke komme for tæt på, man ved aldrig hvad de kan finde på! Uha, de har jo også tatoveringer op og ned af halsen og på fingrene, måske har de våben! De rander rundt med kæder, knive, pistoler og alverdens slagvåben. De vil helt sikkert gøre en fortræd! – Men vil de nu også det!?

   En bange anelse jeg har, at mange ældre og generelt mennesker af ældre generation har sådan et syn på mennesker af denne gruppe. Måske er det pga. grupperne i samfundet, lad os tage rokkere som eksempel. De er klædt på med motorcykellæderjakke, har oftest vildt hår eller måske endda skaldet med tatoveringer i nakken op over issen. De har deres eget rygmærke, som vise hvilken gruppe de stammer fra. Folk har en evig frygt for disse rokkere, denne gruppe anklages for at være farlige, da de også af og til er med i bandekrige osv. De skyder uskyldige mennesker, og det kommer i TV avisen. Befolkningen ser det, og stempler da automatisk folk med beklædningen hen af samme stil som de beskrevne rokkere. Folk med stil af punk, Rock’n’Roll osv. klæder sig efter deres musiksmag og ikke efter deres rokkergruppe. Men her kan folk måske ikke se den store forskel, og herved ses mennesker som er påklædt efter deres musiksmag, som er i den rå ende som nogle ”hårde negle”. Hvilken frustration for mennesker der bare godt kan lide denne stil, og gerne bare vil være accepteret som den man er, med den stil man godt kan lide.

   Efter de utallige adspurgte rare og flinke irer, fandt vi så endelige vores udsøgte mål, min makker og jeg. Herefter tager jeg min hånd til min pande: Hvorfor har jeg eller bare vi overhovedet ikke tænkt over, at The Thomas House højest sandsynlig ikke havde åbent omkring middag, men som en selvfølge tænkte jeg, at The Thomas House havde åbent da alle andre irske pubs havde åbent, da det var meget almindeligt i de dublinske gader. - Fuck de har lukket! Hvor dumme kunne jeg og min makker da for helvede lige være?