Risici

Vi trængte til at komme hjem til hostellet og slappe af. Det var aften i Dublin. Vi bevægede os igennem gaderne ned mod floden Liffey og var som sædvanlig meget opmærksomme på trafikken: At krydse gaden som fodgænger i Dublin, er med livet som indsats – hver gang. Men vi nåede da til et kryds lige ved floden, hvor vi alligevel tænkte: ”Åh, lyskurven lyser grønt, hvor er det fantastisk, at vi ikke skal være ved at dø af skræk for at blive kørt ned denne gang.”

Vi trådte ud på gaden. ”GET OFF THE ROAD!” Motorcykelbetjenten, vi havde set på den anden side af gaden, vinkede autoritært til os. Til højre for os, var en bus på vej hen mod os. Mit hjerte var ved at eksplodere i brystet på mig. Vi løb alt, hvad vi kunne og nåede over på det modsatte fortov, lige inden bussen drønede forbi os på millimeters afstand. Lyset var grønt!? Hvis man ikke engang kan føle sig sikker ved det, hvad kan man så? Jeg følte mig som i chok bagefter og kom til at tænke på flyturen til Dublin.

Jeg havde siddet i flyet og forestillet mig alle mulige skrækscenarier om turbulens og flystyrt. Jeg sad og gennemgik de sædvanlige overvejelser i mit hoved for at berolige mig selv: At fly var den sikreste form for transport, og de ulykker, der skete, var nogle man hørte om i nyhederne, ergo er det få ulykker i forhold til, hvor mange fly der flyver hver dag. Og når man så tænker på, hvor mange bilulykker, der sker, ja så skulle man jo i virkeligheden være mere bange for at sætte sig ind i en bil. Men som sædvanlig kom jeg også til at tænke: ”Men bilulykker kan være små. Hvis der sker en ulykke med fly, er man ret sikker på at dø.”

Man kan hurtigt komme til at tænke på, om det er det værd. Er det det værd at udsætte sig selv for fare hver dag og gå og være bange? Er det så ikke bedre at leve livet derhjemme i tryghed? Men kan man kalde det ”at leve livet”, hvis man aldrig løber en risiko? Lever man så, eller er man bare? Hvis det at køre i en bil er en risiko, så er det at gå på en trappe vel også? Man kan risikere at falde og brække nakken. Eller det at spise? Maden kunne jo være dårlig eller forgiftet ved en fejl. Og det er bare de små ting. Hvis ikke man tør løbe den risiko at sidde i et fly, i en bil eller på et skib, ville man aldrig få set et sted som f.eks. Dublin. Hvis ikke man tør bevæge sig rundt i trafikken, ja så ville man jo aldrig se noget! Hvilket indhold har man så i livet?

Kan man overhovedet LEVE livet uden en smule RISICI?

Dublins gader

Dublins gader er liv
Dublins gader er kolorit
Dublins gader er smalle og labyrintiske
Dublins gader er larmende og trafikerede
Dublins gader er decideret farlige til fods: Look right - look left
Dublins gader er floden, der flyder dovent igennem byen
Dublins gader er forretninger, caféer, museer, restauranter og pubber
Dublins gader er travle, tjekkede folk, der haster af sted
Dublins gader er skæve eksistenser med en lille skid på - eller en ordentlig bjørn - altid syngende
Dublins gader er sproget, den særlige tone, drums and pipes
Dublins gader er Molly Malone og River Dance, The Great Famine og Guinness i en skønsom, ubestemmelig, men fascinerende blanding
Dublins gader er liv og kolorit

Søvnmangel digt

Søvnmangel

Regnen drypper over Dublins gader,
Det er gråt og overskyet,
Jeg føler mig træt af turens gang,
og jeg føler mig træt af nattens festligheder

Den friske luft ved det regnfulde vejr,
skjuler ikke trætheden i mine øjne,

hvert eneste skridt jeg tager,
bliver bare tungere og tungere.

Jeg står nu halvsovende ved Nationalmuseet,
Larm fra storbyens instrumenter overdøver mit hoved,
Jeg føler en blokade for mine ører,
Jeg længes efter kroppens respons efter søvn.

Man indtræder i et inferno af smukhed,
jeg befinder mig i en ny verden,
en verden med stilhed og overvågning,
en våbenhvile i krigstid om man vil.

Der indtræder man nu,
på det helligste af Irlands historie,
et kæmpe areal med værdifulde ting,
Jeg kæmper for at finde fra A til B.

Jeg mærker smerten i mine fødder efter minutter,
jeg søger tilflugt fra tavshed og overklasse,
i den nærliggende Café hvor man finder et pusterum,
væk fra al det formelle, bare et øjeblik.

Med overvågningskamera og vagter, listes der på tå,
jeg vil jo ikke være til besvær bare fordi jeg er træt,
Jeg ville da lyve hvis ikke sengen var i tankerne,
Men ak opgaven må løses før det kommer på tale.

Mit hoved er ved at eksplodere,
af læsning af diverse fund fra gammel tid,
Mine tanker flyver rundt i lokalet,
koncentrationen er nærmest ikke-eksisterende.

Jeg ankommer til nye tidsaldre hele tiden,
med belægning og lys af en anden karakter,
en følelse af kirkegang med de flotte udsmykninger,
Alt er så flot og stort.

En glæde udspringer i mit hjerte,
tiden render ud og hjemturen er sat,
jeg ser et dejlig scenarie udspringe,
med en dyne, pude og jeg selv indblandet.

Hvor fanden er The Thomas House?

   Det at fare vild er ikke bestemt noget jeg synes meget godt om, men selvskabssko og mange misforståede kilometer er ikke en god cocktail. Spørgsmålet var bare: Hvor fanden er The Thomas House? Mit spørgsmål stillede jeg da ikke lige så direkte og uhøfligt til de flinke irere, men derimod på den obligatoriske ydmyge måde. De var flinke, hvorfor skulle jeg så ikke også være det? Jeg undrede mig meget over det overskud jeg blev vist fra irernes side i Dublin, sammenlignet med Danmarks optagede og reserverede måde at svare tilbage på. Gad vide hvad det er der gør irerne så meget flinkere end os danskere? Måske os danskere har et for stort ego, vi har måske nok i os selv? Hvor irerne derimod tænker mere på andre end sig selv, hvilket jeg også synes at os danskere burde gøre noget mere i.

   Man skal jo ikke gøre sig selv dummere end man er, men hvordan kan det lade sig gøre at gå så forvildet rundt uden at opnå sit så nogenlunde planlagte mål. Jeg tænker at når man har et kort, så burde det da være til at finde. Men samtidig vidste jeg ikke en dyt om hvor det var henne, jeg tænkte da at min makker og jeg bare ville tage det som det kom. Jeg vil da sige at irritationen var oppe at vende en smule, bare smerten i fødderne var som flintesten der lige så stille flækkede stykke efter stykke. Altså hvor langt kunne vi da lige have gået i alt? Jeg funderer over at tankerne lyder som fra en pessimistisk personlighed, men er jeg pessimist? Ja det kan man jo egentlig ikke selv svare på. Jeg tænker da at jeg ikke selv er pessimistisk, da jeg bare gik og håbede på i det mindste at finde The Thomas House, finde målet. Men helt ærligt, ved at spørge en masse indfødte om vej og så alligevel gå forkert en masse gange, det er sgu da for ringe. Det var måske også en stor chance for at The Thomas House ligger på Thomas Street, men det kunne vi jo ikke selv finde ud af og derefter finde på kortet.               

   Pubben The Thomas House med den særprægede punkkultur var jeg som efterforsker nysgerrig efter at undersøge, i dette miljø var der en bevidst og sikker forestilling om mennesker med stil af Rock’n’Roll, punk og Pin up piger. Størstedelen ville bestå af irer, som jeg havde oplevet flinke. Ved målet kunne der jo også være Udlandske besøgende lige som jeg selv og min makker. Disse personer vi ville møde på pubben ville være spækket med nitter, læder og højt vildt hår. Måske ville jeg få en følelse af en tidsrejse mod 1950’erne eller også 1980’erne. Da tænker jeg om disse typer ville være til at snakke med? Måske ville de være nogle hårde typer, som bare gerne ville være i fred. De ville helt sikkert også kunne være normale mennesker med en anderledes smag af tøj, som var lige så flinke som resten af den irske befolkning, men en opdagelse jeg i hvert fald gerne ville have opklaret. Håbet på at møde og måske snakke med flinke og rare irske punkere fyldte mit hoved. Da størstedelen af befolkningen helt klart tænker denne stereotypiske kliché:

   Punkere og personer lig dem af denne kultur og afskyelige væremåde, er bare nogle hårde negle. Dem skal man ikke komme for tæt på, man ved aldrig hvad de kan finde på! Uha, de har jo også tatoveringer op og ned af halsen og på fingrene, måske har de våben! De rander rundt med kæder, knive, pistoler og alverdens slagvåben. De vil helt sikkert gøre en fortræd! – Men vil de nu også det!?

   En bange anelse jeg har, at mange ældre og generelt mennesker af ældre generation har sådan et syn på mennesker af denne gruppe. Måske er det pga. grupperne i samfundet, lad os tage rokkere som eksempel. De er klædt på med motorcykellæderjakke, har oftest vildt hår eller måske endda skaldet med tatoveringer i nakken op over issen. De har deres eget rygmærke, som vise hvilken gruppe de stammer fra. Folk har en evig frygt for disse rokkere, denne gruppe anklages for at være farlige, da de også af og til er med i bandekrige osv. De skyder uskyldige mennesker, og det kommer i TV avisen. Befolkningen ser det, og stempler da automatisk folk med beklædningen hen af samme stil som de beskrevne rokkere. Folk med stil af punk, Rock’n’Roll osv. klæder sig efter deres musiksmag og ikke efter deres rokkergruppe. Men her kan folk måske ikke se den store forskel, og herved ses mennesker som er påklædt efter deres musiksmag, som er i den rå ende som nogle ”hårde negle”. Hvilken frustration for mennesker der bare godt kan lide denne stil, og gerne bare vil være accepteret som den man er, med den stil man godt kan lide.

   Efter de utallige adspurgte rare og flinke irer, fandt vi så endelige vores udsøgte mål, min makker og jeg. Herefter tager jeg min hånd til min pande: Hvorfor har jeg eller bare vi overhovedet ikke tænkt over, at The Thomas House højest sandsynlig ikke havde åbent omkring middag, men som en selvfølge tænkte jeg, at The Thomas House havde åbent da alle andre irske pubs havde åbent, da det var meget almindeligt i de dublinske gader. - Fuck de har lukket! Hvor dumme kunne jeg og min makker da for helvede lige være? 

Besøg på Guinness bryggeriet

En grum realisering

Åh panfløjte indianer
Hvorfra kommer dog din lyd?
Er det dine læber?
Eller er det hele snyd?

Åh panfløjte indianer
Din lyd er så unik
I et endeløst sekund
Er jeg fanget i din musik

Åh panfløjte indianer
På Henry Street du står
Og spiller på din fløjte
Mens polka-beatet går

Åh panfløjte indianer
Er jeg virkelig så dum?
Det er ikke dig der spiller
Realiseringen er grum

Åh panfløjte indianer
Nu bliver min verden sort
Du tager den på ren playback
Hold kæft hvor er du lort

En Ny Rejse

Nye omgivelser omgiver mig det

Nye sted jeg er ankommet for at få min

Nye chance. En ny begyndelse blandt et nyt folk med et nyt sprog,

Nye mennesker.

Nye indtryk presser på og leder min tankegang ud på vildspor, fører mig ind i
nye samtaler som sår
nye bekendtskaber blandt mine bekendte. Det giver udbredte, forbedrede og
nye muligheder.

Nyt venskab skaber nye uenigheder i enige fåreflokke. Det giver en uhelbredelig

ny usikkerhed hvor sikkerhed slår nye fejl.

Nye fejl

Nye tab

Nye følelser skaber ny forvirring i mit hoved.

Ny smerte. En svag men kontinuerlig smerte. 

Billeder fra studieturen

Pers billeder på denne adresse: http://sdrv.ms/17c9NnP

Klassebilledet

3.tm's digte fra Dublin

Nedenfor et udvalg af digte skrevet på studieturen.

Det er rart at være i Dublin

Det er rart at være i Dublin
særligt rart er det at vandre rundt i byen
uden helt at vide hvor man skal hen

Det er rart at vågne op med kendte ansigter,
men til mange ukendte lyde uden for vinduet
at stå op, spise papbrød med marmelade og gå ud på gaderne
Dyt på bib der blander sig med ambulancens sirener
Sirenen skifter klang og skifter tilbage igen
men bilerne foran flytter sig alligevel ikke

Det er rart at være i Dublin

hvor kontraster og modsætninger mødes
hvor gråvejret mødes af de mange farvede facader
Farver der skriger i øjnene
men det er rart at være i Dublin 
Det er specielt at se en hjemløs ligge i en gyde, mens en flok jakkesæt går forbi
med deres kufferter

Det er rart at være i Dublin

og sidde på en café med en varm kop kaffe
alt i mens stressede kroppe med forvirrede ansigter strømmer forbi

Der er rart at være Dublin
At blande sig med mængden
mærke skuldrene støde i mod mine
At se en travl businessman gå forbi med telefonen ved øret
mens han vender sig irriteret om og kigger på en knægt der skriger fra sin klapvogn

Det er rart at være i Dublin

Det er rart at føle storbyen, glæden, travlheden samt de mange smil
at føle sig fremmed
at føle at man kan gøre hvad man vil

Det er rart at være i Dublin

At lægge sig på den hårde madras mens trætheden melder sig
Det er rart når øjnene bliver tunge
falder i
Sover

Det er rart at være i Dublin

 

Dublins gader

Dublins gader er fulde af liv, hvor alting går stærkt og alle har travlt.
Gaderne præges alligevel af smil og varme.
Varmen kan også tænkes at komme fra den høje luftfugtighed.
Dublins gader har mange kontraster og modsætninger mødes, i gadelygternes lys.
Narkomaner og business folk går side om side, i Dublins gader.
Dublins gader er rammerne for dette års teater festival.
Dette gør Dublin til samlingspunkt for mange studieture.
Unge mennesker føjter rundt, med ro i sindet. Ingen stress og jag.
Dublins gader stråler, både gamle og nye bygninger.
Selv mænd i refleksveste stråler om kap, med det lidt sol der bryder himlen.
Dublins gader er stedet man kan spørge folk om vej,
helt uden underlige blikke.
Dublins gader brydes af lyskryds på kryds og tværs. Rødt lys dukker op,
lige meget hvor du vender blikket.
Dette er endnu en grund til alt travlheden, folk skal hele tiden stoppe op.
Holde pause på deres tur rundt i Dublins gader.
Dublins gader er fulde af pubs og spise steder, højt humør og øl.
Dublins gader skal opleves, fotograferes og nydes.

Skrald og skønhed

Når man ser sig omkring er der skrald. Skrald der ligger og flyder. Det hører ikke til og så alligevel. Det er blevet en del af stemningen. En stemning der fylder luften med forargelse og undring på samme tid. Forargelse og undring over at verden kan få lov at se sådan ud. Bare ligge der og rode og svine, uden at nogen tager sig af det. 
Og midt i alt skraldet ligger en mand krøbet ind i en blå sovepose. Han hører ikke til nogen steder, og så ender man sammen med skraldet - på gulvet hvor ingen tager sig af det, men bare går forbi i deres egen ubekymrede verden med et mål i tilværelsen.

Og på hjørnet sidder en gammel kvinde med et papkrus, og tigger om penge, og forbi hende går mænd med jakkesæt og næsen i sky. Bøtten forbliver tom og pungene fulde.

Og i den inderste gyde sidder et ungt par, som ville have været i deres bedste alder, men det har de ødelagt. De tåger og prøver at holde hinanden oppe. Inderst inde ved de godt, at det er for sent - at de er blevet holdt nede for længe. Men imellem skraldet, mørket og pillerne er hænderne samlet, og bag deres slørede blikke kan man ane en svag kærlighed til livet. I hvert fald en kærlighed til hinanden.

At være fremmed

At være fremmed et sted
vandre meningsløst rundt
flakkende blikke fra det ukendte
Ingen kender jeg’et her
tvivl på sin virkelig eksistens
alt sammen tomgang

At være fremmed et sted
et fotografi et evigt minde
men som ingen vil erindre
fast fryser øjeblikket, i et eneste
sekund men, ingen i virkeligheden,
vil vide at det gør ondt
alt sammen tomgang

Dublin er en pragtfuld by

Dublin er en pragtfuld by, fordi den indeholder en masse særligheder: Bilerne kører i den forkerte side og menneskerne går over for rødt. Sådan gør man ikke i Danmark.

Dublin er en pragfuld by og det er dens indbyggere også. De giver altid et venligt smil med på vejen og står altid klar med en hjælpende hånd.

Dublin er en pragtfuld by, men det har den ikke altid været. En krise opstod for mange år siden og den medfulgte en stor hungersnød, som resulterede i flere millioner menneskers død. Nu er alting heldigvis godt igen.

Dublin er en pragtfuld by både dag og nat. I dagens stress og jag farer folk rundt i byens gader og til aften sidder folk inde på pubs og drikker øl. De drikker meget øl i Dublin.

Dublin er en pragtfuld by, selv på en grå regnvejrsdag. Det regner meget i Dublin.

Dublin er en pragtfuld by, men tiden her går alt for hurtigt. Nu er det snart tid til at tage afsked, men jeg håber, vi ses igen.

Dublin, en regnfuld by

En regnfuld by, som forførende tager dig med rundt i gaderne.

En regnfuld by, hvor gaderne ligger indrammet af traditionelle pubber og hyggelige cafféer.

En regnfuld by, som lyser op i nattelivet med musik og øl.

En regnfuld by, hvor parken er fyldt med hvide svaner.

En regnfuld by, som forfriskende kærtegner dig, med sine dråber. 


Forfattere: Charlotte, Edel, Freja, Line, Maja og Majbrit (alfabetisk rækkefølge)

3.tm på Cliff Walk

3.tm vandrer fra Greystones til Bray og bestiger klippen syd for Bray. Bray ligger 20 km syd for Dublin.

3.m synger på gaden i Temple Bar

Musikeleverne til irsk dans

8222 (Dublin) from Trine, Anne, Cecilie, Cecile og Nikolaj

The Cross of Cong

Fascinerende kors The Cross of Cong
Fascinerende kors med former af majestætisk udtryk

Fascinerende kors med mønstre af den keltiske stil

Fascinerende kors med sten som lyser af rigdom

Fascinerende kors med nuancer af ældre tid

Fascinerende kors The Cross of Cong

Fascinerende kors præget af religion

Fascinerende kors af middelaldrene skat

Fascinerende kors en af de sidste

Fascinerende kors et vigtigt objekt

Fascinerende kors The Cross of Cong

Fascinerende kors set på opdagelse

Fascinerende kors beundret igennem glasset

Fascinerende kors skabt i de tidligere 12. århundrede

Fascinerende kors af ny stil

Fascinerende kors af den keltisk irske version  

Jagten på stjerner & fish’n’chips

Første dag på de dublinske gader, efter en trættende rejse dag i går.
Humøret holdes højt selvom alle er godt brugte. Nu skal vi i gang med at se Dublin. Jeg går og nyder miljøet. Det ser ikke typisk ud for en hovedstad at være, men det er meget charmerende. De små gyder nær ’’temple bar’’ gør det rigtig irsk og gammeldags. Det var også her jeg første gang fik øje på den. Reklamen for fish’n’chips. Jeg fik en helt hysterisk ubeskrivelig trang til denne ret. Men desværre var restauranten lukkket. Vi skulle på stjerneløb rundt i byen for at finde forskellige karakteristiske ting. Efter alle opgaver var løst silede regnen ned, og jeg ville faktisk gerne tilbage. Da vi kommer slentrende ned i gennem en af de små gyder ser jeg lige pludselig et skilt hvorpå der står ’’Malone Chips’’.  Jeg bliver nysgerrig og kommer til tættere på, og opdager til min meget store glæde at der står ’’Fish’n’chips’’ på skiltet. Jeg bliver så glad at jeg laver et lille Conny-hop  (hopper skævt og slår fødderne mod hinanden), og vi tager derind og får alle fish’n’chips. Udenfor siler regnen stadig ned, men nu skinner solen, og jeg føler varmen i min mave.

Reportage fra gruppe awesome

Efter vi havde fundet sammen i de forskellige grupper og fået vores opgave begav vi os ud på en rejse igennem Dublins gader fuldstændigt uvidende om hvilke oplevelser vi ville få og hvad der ville ske, men vi var klar på et irsk eventyr.  Det første stop på vores rejse var et sted der hedder Costum House, som er meget berømt for at have været brændt ned under den irske uafhængigheds krig i 1921. Det kunne man se da de ellers flotte messing statuer var smeltet til en sørgelig og trist tilstand. Inde midt på trappen af denne historiske irske bygning, mellem to søjler af en vigtig bygning der er et levn fra en grum tid i Irland, ser vi to junkier der sidder og stikker på åben gade. Der er ingen af os der helt ved hvordan vi skal relatere til dette scenarie eftersom det aldrig var noget vi ville regne med at se i Danmark. Vi begiver os hurtigt videre og håber på at vores rejse snart kommer med et lyspunkt der kan få os til at glemme de junkier der sad og nærmest besudlede Dublins utrolige skønhed. Vores opgave seddel sendte os fluks videre mod O’Connell Street via Abby Street hvor den sagde det var meningen at der var noget der skulle minde os om et album The Beatles udgav i deres karriere. Eftersom vi var en gruppe bestående af teaterelever med en stor forståelse for dramatisk historie men dog på samme konto, en manglende musik historie forståelse. Vi gik rundt i et stykke tid uden held med at finde dette der skulle minde os om navnet fra The Beatles. Opgivende valgte vi til sidst at spørge en irsk indfødt klædt i en grøn jakke hvorpå der stod turist information, men da vi spurgte den irske knægt gav han os en forbavset udtryk og forklarede os han bestemt ikke mente der var noget på denne gade der relaterede til The Beatles, men eftersom vi stolede blindt på vores opgave insisterede vi på at der måtte være noget. Der begyndte jagten på det sagnopspundne navn fra The Beatles. Den ledte os hen til an kiosk med alskens aviser og blade, i den stod en ældre herre som den unge knøs nærmest behandlede som en vis mand, og sagde at hvis der var noget her på gaden der vidste noget om det ville det være ham der vidste det. Den O’Connell Street vismand vidste dog heller ikke noget om vores spørgsmål, men ledte os dog i retning af noget der havde med The Beatles at gøre på en anden gade, hvor der havde lagt et teater The Beatles havde været på. Vi sagde mange tak til vismanden fra O’Connell Street og begyndte at gå mod det nedlagte teater, da den unge irske knøs i den grønne jakke kommer styrtende mod os. Han har været rundt og forhøre sig hos folk som vi formodede var et form for råd bestående af de ældste og klogeste mænd og kvinder på O’Connell Street og viste os hen til et hotel længere nede ad gaden som The Beatles havde boet på. Vi var meget overraskede over hans entusiasme i hans søgen efter at kunne hjælpe fire meget forvirrede udlændinge med vores færd. Vi sagde mange tak endnu en gang og vores veje skilles. Så trods junkier og en smule regn vil vi huske dagen som en positiv oplevelse og en god rejse, og vi vil aldrig glemme den hjælpsomme unge irske knøs i den grønne jakke.

  MvH Gruppe Awesome bestående af Nicklas, Maria, Mikkel og Pernille. Vi ses i Danmark! 

Indtryk fra Dublins gader.

Rapportere:

Centra:

Subjektiv

Følelsen af sult ramte vores maver, mens vi slentrede ned af Dublins gader. Vi var nærmest hungrende efter mad, da vi faldt over en ydmyg café, hvor vi besluttede os for at fortære en Club sandwich. Lugten af mad berusede vores sanser, mens vore øjne lænkes til de lækre retter. Dog kom skuffelsen da vi nåede ekspedienterne, eftersom deres ekspertise ikke kunne komme i øjenhøjde med Danmarks. Da der var blevet fortalt til dem, hvad vi ønskede forslog de dog færdige retter på køl, som ikke levede op til vores forventninger til frokost. Det var tydligt at ekspedienten blot ønskede at springe over vore gærede lavest. Det var vi dog ikke interesseret i og insisterede så igen på vore ønskede bestilling. Med endelig færdiglavet sandwich, drog vi igen ud på nye oplevelser i Dublins gader

Mennesker i gule veste:

Den rare mand, iført gul vest.

Vi søgte efter en vores poster, dog forgæves i starten, vi tog os sammen og spurte en mand der var iført en gul vest, vores opfattelse af ham var at han var en guide eller vagt. Efter vores spørgsmål til ham, svarede meget dybdegående og tilbød sin assistance, hvis vi senere skulle få brug for det. Denne positive oplevelse af den rare mand iført gul vest, gjorde at vi blev opmærksomme på de gule veste i bylivet. Senere fik vi igen brug for hjælp til posterne og søgte straks hjælp hos guidende/vagterne i gule veste. Endnu engang med stor succes, fandt vi det vi ledte efter, med hjælp fra mændene i de gule veste.

Dilemma angående lyskryds:

De mange lyskryds i Dublin skabte stor forvirring, for os, allerede den første aften, hvor buschaufføren formåede at køre overfor rødt 4 gange på turen til hostlet. I dag blev det vores egen tur til at opleve de kaotiske lyskryds, hvor rød ikke nødvendigvis betød stop. Teknikken i det er at, hvis et køretøj ikke køre er det stadig okay at gå, trods det røde lys. Selv, hvis der er et lille hul i den tætte trafik, ser de lokale sit snit til at krydse kørebanen.
Da vi pænt ventede på grønt signal observerede vi, hvordan en mand sad og grinte håndligt i en bil, fordi vi ikke bare gik over for rødt.

St. Stephen’s Green :

Svane familien på tur.

I St. Stephen’s Green park, forsatte vi vores søgen på Dublin Fusiliers Arch.
Vi travede langs med søen, der gik igennem parken. En svane familie fulgte os på vej.
Vi betragtede den lille familie, fra en udkigs pavillon. Da vi ville forsætte på vores søgen, faldt regnen smuk og fredeligt fra den grå himmel. De våde farverige efterårsblade og støvregnen dannede et idylliske billede af parken i Dublin. I centrum af parken lå springvandet hvor vi stødte på en masse forelskede par som gik rundt hånd i hånd på de hyggelige stier. På vejen ud af parken blev vi fulgt på vej af en flok duer som nærmest løb os i hælene indtil vi var nået til udkanten, hvor et lidt malplaceret men dog hyggeligt hus lå. Vi blev desværre nød til at opgive søgen på triumfbuen men parken er uden tvivl et besøg værd.

Starbucks.

Efter vi havde nået vores sidste post, var vi ved at være godt trætte i fødderne og havde brug for noget varmt til ganen. Vi fandt vej hen til den nærmeste Starbuck som vrimlede med mennesker. Man kunne godt mærke forskel på starbuck og den ellers normale kaffe-shop. Vi blev mødt af 3unge mennesker bag disken som spurgte efter hvad man skulle have og hvad ens navn var. Det skulle dog vise sig at det med navnene ikke var enkelt som man lige skulle tro. Amanda var forrest i køen og der var intet problem med hendes bestilling, så bestilte Charlotte, og ekspedienten skrev Shiela på koppen. Så bestilte Freja, og der blev skrevet Fire, så skulle Edel bestille og hun stavede sig frem til det korrekte navn, og til sidst fik Line lov at bestille og der blev skrevet Lain. Påtrods af det store navne kludderi  fik vi dog de rigtige bestillinger.

 Skrevet af:

Charlotte,Line,Amanda,Edel og Freja

På Eventyr I En Ny By - Camilla, Majbrit, Maja & Laura

Lyskrydsene I Dublin

Vores første indtryk af Dublin var de noget usædvanlige lyskryds de har. Bilerne kører i den forkerte side af vejen, allerede der er det dømt til at gå fuldstændig galt. Vores første tanke var, kommer vi nogensinde over de lyskryds eller kommer vi nogensinde hjem? Vi lagde straks mærke til de mange mennesker som gik over for rødt lys. Hele trafikken virker som en stor tornado af kaos. Efter lang tids undring går det op for os at noget er fuldstændig galt ved disse lyskryds. I Dublin har de tilføjet en ekstra mand til deres lyskryds, en gul mand. Vi har endnu ikke fundet ud af hvad denne mand betyder, men det ser ud til at det er det samme som grøn mand, fordi alle mennesker går overfor gul og rødt og grønt lys her i Dublin. 

Flotte Bygninger

På vores vandring rundt i byen, standsede vi op ved Sankt Patricks Cathedral, som straks fangede vores opmærksomhed med dens enorme tårn og robuste sten med feminine figurer og krummelurer. Denne storslåede bygning er Irlands største kirke, og på den største gravmæle er viet til grundlæggeren af kirken – Sankt Patrick selv.

Trætte Ben

Efter en lang vandring begyndte vores ben at blive ømme og trætte, men da vi stadig havde lang vej igen, blev vi nødt at fortsætte. Mens vi kæmpede os frem, opdagede vi pludselig en bager. Vores maver skreg på mad, så vi gik ind i bageriet, hvor der var et stort udvalg af både kager, tærter og lækre sandwichs. Det var svært at vælge noget fra det store udvalg, men til sidst fik vi alle købt lidt mad og vi fik pludselig en helt ny energi. Men benene var stadig trætte.

En Opdagelse

Snuskede Dublin

Vi gik sammen ned ad gaden - Laura, Majbrit, Camilla og jeg. Opgaven var at finde forskellige poster. Vi fandt dem, tog billeder og gik videre. Sådan gik tiden, og fødderne blev ømme, og øjnene blev trætte. Der var en smule snusket på gaderne; skrald rundt omkring og hegn. Masser af hegn og skrald, 

men sådan er det vel i en storby. Selv ved den enorme kirke, var blomsterne sat i fængsel, og stod bag tremmer nede i den sorte jord. Men de stak deres lyserøde hoveder ud i det fri til solen. De var smukke. På gaden stod der en politi motorcykel, som gjorde det hele mere snusket, fordi det gav et billede af kriminalitet. Det kunne også være et billede på respekt og sikkerhed? Vi mødte i hvert fald ingen kriminelle, kun smilende mennesker og en venlig kvinde som viste os vej til en gammel mur. Smukke mennesker og smukke Dublin gemt bag et lag af snusket skrald og høje hegn.

- Skrevet af: Camilla, Majbrit, Maja & Laura

“Molly Mallone Cold as Stone"

   Molly stod der på siden af gaden, hun stod som den kolde form hun var i kobber. Stabilt placeret på et stort granitfundament. Irske mennesker vrimlede rundt og foran hende. Forsøget på at forevige synet af Molly var overvaskende nemt, da Irerne var flinke, holdte sig tilbage og tænkte på at der var andre der var i gang med forevigelsen. Smilet fra Ireren gjorde forevigelsen nemmere, og gjorde oplevelsen bedre. En fra holdet var da i tvivl om jeg overhovedet tog dette billede. Den flabede personlighed kom op i mig som trolden ud af æsken. En selvfølge af en opholdt iPhone som tog dette billede. Overraskelsen over at jeg derefter blev spurgt af en anden turist, om jeg ville tage et billede for hende. Hun placerede sig selv foran Molly, og jeg blev introduceret i hvordan jeg skulle gøre, selvom jeg egentligt kendte det til bevidstløshed hørte jeg alligevel efter. Jeg sendte hende et smil over kanten af kameraet, og hurtigt fik jeg et tilbage. Knips og endnu et billede blev foreviget, bare for hende den anden turist.         

Rejsen og de første oplevelser i Dublin

Så tager vi hul på Dublin

Den irske morgenmad lever op til alle forventninger ;-)

Mens 3.tm er på stjerneløb i det lidt våde Dublin får lærerne lige en kaffe i Temple Bar.






















Grupperne kigger forbi: